Jordklodens dyreliv – hvor gør vi af det?
(Radioudsendelse om zoologiske havers rolle og etik. Link længere nede i teksten)

Hvad enten de statistiske optimister får ret eller ej, der er sikre på at menneskehedens tilvækst vil standse nær 11 mia mennesker (ca år 2100)1), så ”strammer” kloden allerede så meget at det kræver særlige hensyn og metoder at få plads – ikke bare til al den mad, det tømmer, de kunstgræsbaner og andre fornødenheder, vi skal have, men også til den +/- ”vilde” natur, vi ønsker.

Det er vel dokumenteret at de rigtigt store dyr (megafauna), der ikke vidste, de skulle frygte menneskets overlegne jagtmetoder med ild, fangstgruber og kastevåben uddøde meget hurtigt i takt med at mennesket ankom til forskellige dele af verden.2)
Efterhånden går det stærkere og stærkere også for dyr i mere beskedne størrelser; mindre pga jagt end pga mangel på levesteder eller på præcis de miljøforhold, hin enkelte art er specialiseret til. Også dét er desværre vel dokumenteret.

Så hvilke særlige hensyn og metoder skal der til?
Reservater, rewilding, fredning og målrettede miljøforanstaltninger har i det små og lokale gjort meget for at sænke hastigheden af den overnaturligt hurtige 6. masseuddøen – og innovative biologer lærer sig stadig mere om, hvordan man snildt kan gøre mere.
Stålsatte idealister går i demonstrationer, går vegan, køber elbiler og opfinder metoder til at omdirigere hydrologi, hindre krybskytteri, indsamle marin plastforurening, substituere miljøgifte, sige nej til plastposer, dyrke nektarblomster og på mange andre måder modvirke de mange mægtige menneskedrevne processer, der truer biosfæren.

Det er og bliver ”op ad bakke”, som man siger, men én af de mange forskellige måske optimistiske visioner, man kan håbe på, og som jeg på så mange måder kan se at menneskeheden arbejder energisk på, er at det lykkes os at organisere verden så snedigt at forsyningen med fødevarer (og de andre fornødenheder) kan flettes fint sammen, både med alle de tiltagende nødvendige urbane bekvemmeligheder, og med nogle såvel konstruerede som bevarede miljøer, som vilde / kun mådeligt domesticerede arter kan overleve i længe efter år 2100.
Jeg har fået øjnene op for vore bestræbelser, og ser dem derfor jævnligt mange steder. Det er også dét antropocæn handler om. Se selv de omgivelser og medier, du selv følger med i.

Og hør selv: Ét eksempel er de zoologiske havers rolle her i postmoderne tid. Jeg var heldig og forudseende at hente nogle af de fremragende ”24 spørgsmål til professoren”-podcasts fra Radio 24-7 inden de forsvandt.3) Én af dem er med Københavns ZOOs videnskabelige direktør Bent Holst, som bl a fortæller om hvordan de zoologiske haver prøver at bevare nogle dyr, der ikke lige er plads til ude i verden. Lige nu i hvert fald. Hent og hør selv her! God udsendelse.

1) Der menes at leve 7-8 mia mennesker på jordkloden i 2019, og man forventer at antallet stiger til næsten 10 i 2050.
Nogle avancerede fremskrivninger siger at klodens mennesketal vil stabilisere sig omkring 11 mia omkring år 2100. I 2019 er det moderne at betragte dén langtrækkende spådom som sikker viden og betegne det som ”en myte” at mennesker ligesom vistnok alle andre levende organismer vil fortsættte med at øge vores antal, indtil en eller flere ”begrænsende faktorer” begrænser os.
Man kunne mere nøgternt kalde det fx ”en konkurrerende hypotese”, men dét er
ikke comme il faut; og hvis spådommen om ophør af tilvækst ved de 11 mia i 2100 allerede nu skal gælde for et faktum, går det jo heller ikke at kalde den en hypotese eller en teori.
I praksis kan den dog ikke af- eller bekræftes før der er gået mere end ca 80 år, så i en nøgtern evidensbaseret virkelighed er det selvfølgelig ikke seriøst at afskrive muligheden for en øget global befolkningstilvækst som ét muligt udfald i en verden, der endnu aldrig har givet tilsagn om at rette sig efter hvad statistikere eller andre spåmænd dikterer.
Selvom mange aktuelle målbare forhold faktisk peger i retning af at stabiliseringen er et
sandsynligt scenarie, så ved ingen jo i virkeligheden hvad der sker om over 80 år.


2) I ”Menneskehedents vugge”, Afrika, overlevede forholdsvis flere dog i længere tid, måske fordi de kunne nå at følge med i den nye superprædators gradvise udvikling. Til andre dele af verden ankom det hurtigt rejsende tilpasningsdygtige menneske ret pludseligt og overrumplende. Oceanerne undtaget, derfor varede det længe inden også hvaler, kæmpeblæksprutter og store fisk blev truet. Men nu er også dét igang – til vor store sorg, men nok uafvendeligt.


3) Da den nye tale-radiostation, radio 24-7, som en regering iværkssatte for at give konkurrence til statsradiofonien, Danmarks Radio endelig havde fundet sin form og var blevet et godt alternativ til den efterhånden noget hårdt besparede (men stadig på mange måder gode) DR1, så ….. sørgede idiotiske politikere for at sabotere også dén. Nu må vi bare håbe at på-en-måde-afløseren, der er startet og dén, der skal starte til foråret kan blive gode. Endnu går det ikke ret godt: De fleste gange jeg ”flygter” fra en af P1s evindelige genudsendelser til Radio4, er det under lavmålet. Men enkelte gange har jeg da været heldig at ramme noget godt.

Lukket for kommentarer.