• Bliv medlem –

    send en mail til info@kulturlandskab. org
    og få svar om medlemskab på prøve

Danmarks skovnatur i antropocæn – omWilhjelm-konferencen 2017

(NKFs udsendte medarbejder blev under konference om skovnatur inspireret til at fabulere over et længere perspektiv)

 

Danmarks skovnatur i antropocæn – omWilhjelm-konferencen 2017

I 2001 udkom en konsensus-rapport om Danmarks natur: tilstand, udfordringer og behov,
En rig natur i et rigt samfund .

Siden er ”Wilhjelm-konferencen”  hvert år blevet afholdt i København – med nedslag og diskussioner om naturens tilstand og muligheder i Danmark.

I 2017 var temaet skov. For mig var det mest påfaldende, hvordan menneskeheden med eller mod sin bevidste vilje får mere og mere ansvar for biosfærens tilstand og indretning.
Andre har andre perspektiver, og man kan selv se powerpoints på Wiljhelm-netstedet. Og præsentationer af oplægsholderne.
En anden beskrivelse af dagen findes på Danmarks Naturfredningsforenings nätställe.

 

Begrebskritik
Allerede introduktionen (lige efter 2 små velkomster*) anslog sidetemaet antropocæn meget direkte.
Med Bo Fritzbøgers (forfatter til anmeldelsen af ”Ömse sidor om vägen” i Lommen 49 ) formaning om ikke at bruge ordet ”natur”, som mystificerer mere end det forklarer. Ihvertfald ikke som argument for bestemte mål og forvaltninger, for naturen er ikke connoiseur, men ren opportunist, og ansvaret for at værdsætte, vælge, vrage og udforme er vort eget.

(Apropos dét, så er det paradoksalt at indbegrebet af dansk natur, den i fædrelandssange besungne bøgeskov består af en af de værste invasive arter landet har oplevet, som for meget rundt regnet 3000 år siden forvandlede store dele af skovlandskabet til ukendelighed. Godt hjulpet af den tids landbrug.)

 

Fra natur som biprodukt til naturproduktion som hovedopgave
Under Peter Ilsøes (Direktør i ”Naturstyrelsen” = det tidlligere ”Statsskovvæsenet”) oplæg så jeg for mig visionen af en menneskehed i færd med igennem årtusinderne at omdesigne hele klodens biosfære. Dels til uæstetiske nødvendige tekniske indretninger; dels til attraktive rekonstruktioner af ”ægte”, måske ”uberørt” natur at nyde og føle os dybdeøkologisk forbundet med.
Engang var det Statsskovæsnets opgave at producere ved til tømmer og brænde. Nu skal det producere rammer for biodiversitet og friluftsliv. Derfor ”Naturstyrelsen”. Spændende nye driftsformer er sprængning af trætoppe, tilstopning af dræn og udsætning af ved-ædende insekter og buskædende pattedyr.
På en sjov dobbelt måde både naturligt og kulturligt. Langsomt, men sikkert vender det engang viljeløst vilde tilbage i en slags kultiveret-utæmmet tamform, hjulpet af ”rewilding”-kulturen og dens byøkologiske aflægger ”Vild med vilje”.

 

Bærekraftigt skovdesign?
Palle MadsenProfessor Skovskolen KU, satte Danmarks skove / skovnaturforvaltning i forhold til verdens udvikling og UNs verdensmål.

For mig en bekræftelse af, at det ér hele klodens biosfære, der forvaltes, og som i stigende grad vil blive detailstyret og designet idetaljer i takt med klodens tilvækst af mennesker med krav om plads, materiale, vand og mad. (Medmindre epidemier, krige, katastrofer eller noget andet overhaler os indenom.)
Mennesket er ikke kun et museumsdannende pattedyr, men også indendørs- og udendørs-indretningsarkitekt af natur.

Palle Madsen introducerede skismet om segregering eller integrering af produktion af hhv biomangfold eller ved. Hvad giver bedste fremtidsudsigt for mangfoldet?
(- et svar under den afsluttende paneldebat var at man på nogle steder skal adskille intensivt skovbrugfra biomangfoldigt skovbrug. På andre satse flersidigt; altså både vedmasse etc., og rekreation, landskab, artsmangfold, grundvandsbeskyttelse, CO2-binding osv.)
Palle Madsen insisterede på miljømæssig bæredygtighed i globalt agenda-21-perspektiv. ’Hvor bærebygtigt er det at beskytte en masse arter uden særlige ”økosystemtjenester?”, kunne man tilspidset spørge.
Vil en menneskehed med måske 40 eller 400 milliarder mennesker fx i en fjern fremtid stadig insistere på fx elefanter, koralrev og bombardérbiller? spørger jeg, som i min ungdom læste en hel del intelligent science fiction. Eller vil de designe langt mere lean økosystemer?  Ja, jeg er glad for at det ikke bliver i min tid.
Tankevækkende, også i kort perspektiv, er Palle Madsens powerpoint under alle omstændigheder.

 

 

Finjustering af skovnaturens produktionslandskab

Vivian Kvist Johannsen, Seniorforsker KU/IGN/, Skov, Natur og Biomasse ’s oplæg var på en måde en konkretisering af de samme overvejelser som Palle Madsens. Man kan sige at oplægget søgte efter måder og synssätt til at kombinere de modstridende hensyn til enten produktion eller vildhed. Hvad vil det faktisk sige i dansk skovdyrknings-praksis ? Hvor enkelt eller kompliceret er det egentlig? Hvilke dilemmaer rejser prioritering i praksis?
Også hendes dias er stærkt tankevækkende, og ingen kan tvivle om at danskernes foretrukne natur-begreb, skoven, er et kulturprodukt.

 

 

 

Præcis planlægning af vildnis

Jacob Heilmann-Clausen, Lektor Statens Naturhistoriske Museum som er en fremragende mykolog, belyste artsmangfoldets krise i (dansk) produktionsskov med gode data og klare eksempler. Fx det paradoks at det åbne lands ”invasive” arter sortlistes, mens skovens regnes for mere værdifulde end skadelige.
Fx sitkagran (Picea sitchénsis), der ved norske kyster bekæmpes som ”pøbel-gran”, og skader skovens artsmangfold lige så vel som rynket rose ((Rosa rugosa) skader strandens.
Oplægget argumenterer ret uimodsigeligt for at Danmark har al grund til at øge andelen af ”urørt skov” – hvis vi da faktisk vil passe på nogle vilde arter nu her under klodens sjette kendte masseuddøen. Men også at produktionsskovbruget har ”råd” til produktionsmåder, med lidt mere vildskab.

 

Foretagsomme natur-forstå-sig-på’ere

Formiddagens paneldebat bekræftede at mange har klare -devist modstridende- indsigter i, hvordan dansk skovnatur skal håndteres. Den bekræftede også min oplevelse af at ”vi” -hvadenten vi er bevidste om det eller ej- er stærkt optagede af hvad man måske ku kalde naturarkitektur, måske landskabsingeniørarbejde. (Det er altså ikke sarkastisk ment, selvom det måske kan se sådan ud).

 

Hvor naturlig er naturlig natur egentlig?
Camilla Fløjgaard, Postdoc Aarhus Universitet
gjorde fagligt stærkt og stærkt underholdende rede for værdien af store uforstyrrede arealer, hvis man vil dyrke lignende natur som i tider med langt mindre menneske-indflydelse end i størstedelen af antropocæn (alt efter, hvornår man sætter déns start til).

Hun talte nærmest for at det eneste rigtige er at skabe noget, der mest muligt ligner menneskefri natur.

Jeg selv (og kulturlandskabsforbundet) mener at rewilding-projekter er gode og spændende. Der kan spare resurser at naturplejen faktisk udfører og regulerer sig selv gennem tilstrækkeligt store og varierede arealer med plads til naturlig dynamik fremfor detailstyring. Men også kulturhistorisk natur er interessant, og det er også en god ide at holde gamle driftsformer i hævd, og måske efterligne dem, når dét giver praktisk mening.
Og der er nogle principielle spørgsmål om det ahistoriske ved at negligere at forudsætningerne for ”uberørthed” er helt anderledes i den antropocæne tid og verden, vi lever i. Det er ikke kun megafaunaen, der er indskrænket enormt; også meget andet er radikalt anderledes.
Desuden debatterer en del danske rewilding-missionærer for u-konstruktivt. Nedladende bedreviden og kompromisløs enøjethed spærrer for mangfoldigheden af andre, også legitime interesser.
Det er synd, hvis argumentationsformer står i vejen for nødvendig opbakning til spændende rewildninger. Og hvis mere nuancerede debattører taber lysten til at snakke med rewildere, for der ér jo mange spændende spørgsmål at undersøge nærmere – som når Danmarks Naturfredningsforenings skovpolitik fx et sted skriver ”hvis tætheden af græssende dyr skal op i nærheden af det naturlige,” … Tænk et øjeblik over: Hvordan måler / beregner / extrapolerer man hvad den naturlige tæthed  er på et areal, der gennem årtusinder har været kultiveret på adskillige måder? Er produktivitet fx et tilstrækkeligt grundlag for at bestemme naturlig tæthed? Og hvad betyder det naturlige i en situation, hvor både kulturhistorien, hegningen, omgivelserne og hele konteksten i det hele taget er menneske-styret (ikke bare -påvirket). Hvad er naturligt sådan et sted?
At ligne et præhumant uafgrænset areal? Hvis ja, hvordan så der så i virkeligheden ud? Vi så det jo ikke selv. Og hvad med mellemtidens landskabshistorie og plante-geografi?
Camilla Fløjgaard havde en lille rem af den enøjede hud, men heldigvis også en frisk medrivende humor og nogle unægtelig præcise øjenåbnende positioneringer. Underholdende, oplysende og inspirerende.

 

Det slet ikke billige skidt

Mads Jakobsen er Chefkonsulent i ”Den Danske Naturfond”. (Ikke at forveksle med Danmarks Naturfond, der ganske vist har nogenlunde samme formål). Den Danske Naturfond er en privat institution med væsentlig statslig interesse. Formålet er kort og godt at ”Forbedre naturtilstanden og vandmiljøet i Danmark.” Dét kræver i denne fase af antropocæn masser af millioner, administratorer, sagkundskab, forhandlinger, strategier, beslutningsprocesser og andre humane og sociale hjælpemidler. Natur er sådan set aldeles ikke naturligt, men et resultat af højt udviklede kulturformer, brugt med helt hensigtsbestemt fokus. Skam få den, der tænker ilde derom.
Naturfondens projekter er meget spændende, og arbejder blandt andet med rewilding på store arealer. Umiddelbart nemmere med heste, end med fx wisenter, der kan virke mere skræmmende. På den anden side vækker heste måske flere bekymringer når publikum ser dem syge eller døende, som naturen jo ucensureret lader dem gøre. Det bliver interessant at følge.
I perioden 2017-’19 er ”skov” fokusområde, og Mads Jakobsen fortalte inspirerende om 2 store projekter: Bøtø skov og Kollund skov.
I Bøtø skal der store indsatser til for at skabe udgangsbetingelser for den ønskede naturlige naturudvikling. Kollund skov ligner i forvejen allerede mere det skovbillede, vi nok alle finder mest naturligt og ønskværdigt på stedet, så her behøves mindre.
Noget af det allermest nødvendige for natur i antropocæn er penge. Det er hele grundrationalet for de nationale naturfonde. ”Den Danske” sælger derfor skovbeviser á 12 DKR  pr m2. Og alle må de søge finansiering på forskellige måder.

 

Ejendomsret og specialpædagogik

Katrine Hahn Kristensen, Specialkonsulent i Miljøstyrelsen talte veloplagt om penge, og hvordan man får dem kanaliseret ud i naturproduktion. En spøjs udfordring er at mange skovejere har svært ved at søge. Delvist pga trælse erfaringer med bureaukrati og kontrol mv.

De 2 ”spisesedler” her til højre efterligner en stor dansk tabloidavis. De er ikke ”ægte”, men skal illustrere hvor sensationelt, men ukendt, det er, hvor god økonomisk støtte private skovejere kan få, hvis bare de beder om det, og lever op til ganske få overkommelige krav om lidt naturhensyn.

Miljøstyrelsen arbejder nemlig med nye modeller for støtte. Højere grad af dialog og tillid end før, og meget gerne fælles projekter mellem flere lodsejere. Staten har jo oplagt interesse i naturfagligt holdbare mål, og det har mange skovejere heldigvis også. Men gode viljer gør det ikke alene; dén natur, vi helst vil have, kommer ikke bare sådan lige af sig selv. Den må beskrives, planlægges, monitoreres og i det hele taget administreres. Og selv det at udlodde erstatning for at lade skoven passe sig selv, fremfor en kun sjældent overskudsgivende drift, kræver et administrativt apparat og specialiseret kommunikation.
Igen: Hvis jeg virker sarkastisk, er det ikke tilsigtet. Jeg synes, det lyder som gode takter, og jeg forstår faktisk godt at det (skal være /) er så indviklet. Men ærgerligt, ja.
Og ærgerligt at trods de gode takter er de statslige ambitioner alt for små. Nok forenkler man procedurer og fremmer ansøgningers kvalitet, men omvendt har man allerede  l a n g t  flere ansøgninger end pengene rækker til, så på den måde er der stadig ikke nok at komme efter i regeringens naturpolitik.
Og ærgerligt at det trods gode intentioner stadig er svært at finde, hvor på Miljøstyrelsens netsted mulighederne er beskrevet, og hvor man ansøger.

 

Kulturlig (og naturlig) balance.

Også Niels Peter Dalsgaard Jensen, arbejder målbevidst for at fremme skovnaturen i Danmark, som privat skovrider ved firmaet Salten Langsø Skovadministration.

I enkelte deltageres for-forståelse var privat skovdrift måske pr definition ren ondskab, og firmaets brand, ”bæredygtig træproduktion” måske ren selvmodsigelse. Om det lykkedes den kyndige naturinteresserede skovrider at overbevise alle, er ikke sikkert. Men argumentationen fejlede i hvert fald ikke noget. Han ved i høj grad, hvad han taler om, og det er hverken bare produktion eller bare naturhensyn eller balancen imellem dem, men også subtile balancer mellem økonomi og æstetik, lykke og mislykke, pression og attraktion, offentligt og privat, tilfældigt og nødvendigt, tvang og frihed …..
Måske handlede det mest om, hvordan man hjælper private skovejere med at se en god ide i større naturhensyn. Måske mere om hvordan det er muligt at tilgodese både træproduktion, miljø og naturhensyn samtidig og opnå et fornuftigt kompromis. Som brugere af landet og planeten har vi jo flere nødvendige hensyn at afveje. Ikke mindst når vi bliver flere + mere krævende.
Oplægget og diskussionen handlede også om konkrete balancer i skoven og ved skovejernes køkkenborde, og smarte måder at håndtere dem på.
Altsammen nødvendige elementer i menneskehedens store projekt om at skabe en natur, der kan overleve i kulturlig balance med os selv.

 

Humanetologi?
Martin Einfeldt, Kommunikationsrådgiver og ejer af Firmaet Martin Einfeldt tog skridtet videre og talte om, hvilken motivation, der virker bedst og hvorfor. Og hvorfor man må tænke både strategisk og psyko-pædagogisk, for også at få ”de andre” med på sine ideer.

Som SOSU-assistent med lang erfaring i avanceret motiveringsarbejde fik jeg desværre ikke taget noter.
Men hovedindholdet var denne sande model fra ”positiv psykologi”.
Desuden ligger der mellem præsentationerne fra dagen en artikel om emnet af Martin.

I denne teksts perspektiv er det interessant at indsigt i (eller sans for) human psykologi er afgørende for dén påvirkning af ejere, som er en afgørende for ethvert bare lidt omfattende natur-udviklingsprojekt i Danmark. Anvendt psykologi i relation til politikere og vælgere er endnu mere komplekst, men i sidste ende også afgørende, når naturen skal indpasses i menneskets verden.

 

Tillid
Hele dagen var der livlig og dybt engageret debat. I pauserne, i plenum mellem oplæggene og tilsidst.
Ét afslutningstema var: Hvad afholder, ikke naturen fra at indfinde sig, men private skovejere fra at give den plads og lov. Den psykologiske faktor TILLID er et nøglebegreb. Den er for sparsom og skrøbelig. Både gensidigt mellem skovejere og lovgivning + embedsværk. Og mellem de bio-faglige miljøer og måske især politikere og privatskovbrug. Og vel også mellem forbrugere og certificeringsordninger og mellem vælgere og politikere og eksperter.
Flere foreslog det middel mod mistillid: at tilbyde skovejere et smuthul ud af ellers permanente ordninger, mod (delvis) tilbagebetaling af kompensationen for at acceptere mere natur.

 

Værdimåling
Et andet tema var om små-arealer med høj natur-værdi. I offentlige skove registreres de, men ikke i private. Der mangler forsknings- og forvaltningsmæssigt overblik. Foreslåede midler til at sikre og fremme naturværdier vat bl a at appellere til berettiget stolthed – og at begynde at opkøbe naturrige småarealer, så deres naturværdi også får markedsværdi.

 

Dyr i naturen, det dyre skidt
Rewilding blev også vendt igen. Kan det fungere på små arealer med halvvilde husdyr til slagtning, eller fører salgsmotivet (natur-)nødvendigt til overgræsning? Kan det evt styres gennem kontrakter?
Og hvad ved vi om ”naturlige” tætheder? Meget er skrevet om ”over-abundance”, men hvordan måles og beregnes naturlig bæreevne? Har private ejere interesse i rewilding? Måske jagtligt eller turistisk?

 

”Der er en plan for alt”
…. men den er hverken gennemtestet, færdigdetaljeret eller færdiforhandlet. Og bliver det måske aldrig; end ikke i en mulig fjern fremtid med 40 eller 400 milliarder indendørs- og udendørs-indretningsarkitekter.
For -ihvertfald indtil videre- er vi også brokkehoveder, snakkehoveder og individuelt bedrevidende af natur. Men spændende er det at følge lidt med i menneskehedens kollektivt ubevidste bestræbelser på at om- og gen-skabe jordklodens natur.

 

PS: Her er lidt ekstramateriale – først link til en Master Class om ”Urban Farming”, en bevægelse af jord, planter og produktion ind i ”asfaltjunglen”, som ellers så effektivt har fortrængt dem. Her udvikles unges natursyn til i højere grad end tidligere at opleve dyrkede planter i byen som ”natur”.
Dernæst Arternes Aarhus. Et spøjst projekt, hvor en gruppe mennesker gør sig til talerør for forskellige vilde planter, svampe og dyr, blandt andet ved hjælp af valgplakater til kommunevalget. De er tilknyttet ” Rethink Urban Habitats”, som jo også lugter lidt af en blanding af benzin, friture og vildnis.
Det gør foreningen ”Vild med Vilje” i høj grad også. Eksempler på en vilje blandt unge mennesker til at integrere mere natur midt i højt urbaniserede byer. Det gjorde vi ikke (ret meget) i min ungdom.

 

En anden ende af rewilding-spekteret handler om at skabe ramme- og udgangs-betingelser for at naturlige dynamikker kan fjerne kultur-præg fra i forvejen relativt vildt udseende områder.
Vi kulturlandskabsforbundsmedlemmer ved at der er megen illusion i illusioner om naturlige uberørte vildmarker. Men der er spændende potentialer i dén paradoksale landskabskultur, at skabe en slags Quarternary Parks. Altså (store) parentetiske arealer, hvor der måske vil udvikle sig landskaber som ligner dem, man tror / rekonstruerer, fandtes i sidste mellemistid, inden vi nåede at udrydde de store planteædere (læs evt mere herom i Lommen 49 s 3ff).

Eller læs meget mere i et gammelt hæfte, jeg selv er så heldig at have fået fat i: vakblad NATURBEHEER fra may 2002. Gammel men god engelsksproget special issue ”Grazing and Grazing animals”. Jeg er kun nået kort, men allerede stærkt inspireret og underholdt.
Det ligger vist ikke i deres arkiv som .pdf, men der står i kolofonen: “For free issues; please mail to: balie@eclnv.agro.nl “. Måske skal man idag hellere bruge mailadressen fra arkivet.
Der findes også megen anden litteratur om rewilding – måske nogle af læserne vil give litteraturtips?

 

Note:
*) NKF-medlem og skovhistoriker, Peter Friis Møller mistænkte at han var blevet bedt om at styre ord efter samme princip, som når godsernes mest probate middel til at bekæmpe krybskytteri ofte har været at ansætte den værste krybskytte som jagtfoged!

Danmarks Naturfredningsforenings (DN) præsident, Ella Maria Bischoff-Larsen bød også velkommen. Naturfredningsforeningen har en stor aktie i at de spændende velbesøgte Wiljhelm-konferencer hvert år planlægges og gennemføres af studerende på Københavns Universitet.
Der blev i øvrigt uddelt trykte eksemplarer af DNs vægtige og vel gennemarbejdede skovpolitik. Den er absolut værd at læse.

Bogmærk Permalink.

2 svar til Danmarks skovnatur i antropocæn – omWilhjelm-konferencen 2017

  1. Sven Thorsen siger:

    Tak til Bjørn for det levende og informationsrige referat – Som jeg har videresendt til et par skov/naturfolk, der måske får øje på NKF

  2. Poul Evald Hansen siger:

    Fremragende gennemgang Bjørn. Vi må se på, hvordan vi fører diskussionerne videre og kan jo overveje regionale og lokale træf.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *