• Bliv medlem –

    send en mail til info@kulturlandskab. org
    og få svar om medlemskab på prøve

KultOrg nr 29 er udkommet. Især om oldnordisk stenkult

KultOrg eller ”KULTURORGAN SKADINAUJO – TIDSSKRIFT OG FORENING” beskæftiger sig med Arkeologi – Folkeminne – Natur – Motkultur
(hvor ”modkultur” måske bedst kan opfattes som en slags norrøn og konserverende eller genoplivende modstand mod postmoderne kulturløshed / kulturtab).

Bindet er stift med tekstilfoto som smudsbind: KultOrg nr 29 er udkommet
Dobbeltvevnad fra Drivstue i Oppdal.
Sidetallet er 140 til en pris af sandsynligvis 200 kr i egen valuta
(= den årlige pris for abonnement eller medlemskab).

Det rummer 1 lille digtsamling i haiku-stil; 6 artikler; 1 invitation til inventering af svenske slægtsgårde, 2 anmeldelser og en leder. Den ene anmeldelse har været bragt i Lommen 49, og ”När de sista älvkvarnarna smordes” er et særdeles vel fundet og velvalgt genbrug af en velskreven artikel fra 1956 om sentidig brug af skålgruber.

Artiklen om rituel smøring af skålgruber helt op i det 20. århundrede belyser vældig godt 2 andre artikler, der også ser begejstret nysgerrigt på skålgruber.

Den ene beskriver levende det halvt tilfældige fund af et helleristningsområde lige i nabolaget (men lettest falder tilfældet til den der bedst forstår at fremkalde det).

Den anden giver et dybt billede af, hvordan en ekspert i skålgruber (= älvkvarnar – ikke at forveksle med vandmøller i elve. Älvor skal snarere forstås som noget i retning af elverfolk) finder dem på de pladser i landskabet, hvor de logisk hører til – ifølge den forhistoriske logik, de har tilhørt – og som læseren gradvist føres ind i, såvidt det da overhovedet er muligt. Undervejs beriges man med masser af faktuel viden og kilder til mere.

Også en fjerde artikel går også lige til stenen og lige ud i landskabet. Det bevidste og inspirerede fund af en hidtil ukendt bygdeborg (= fornborg = det vi i Danmark plejer at kalde voldsted, men som på den skandinaviske halvø oftere findes på naturligt utilgængelige kuller).

Også dén artikel er rig på ekstra viden, og har ligesom de 3 andre et forunderligt friskt nærvær, fordi de er skrevne som personlige beretninger med kronologi, udvikling, spænding og subjektiv begejstring uden derved at glemme saglighed og fagkundskab. Fx nogle bl a sproghistorisk funderede spekulationer over leddet ’sten’ / ’stein’ i stednavne. Måske har det sammenhæng med et gammelt russisk ord, der bl a betyder ’mur’, og måske er det et rigtig god fingerpeg om, hvor man bør lede efter flere bygdeborge. Tænk engang!
……..

Saglig og fagkyndig er også artiklen om haugebonden (en haugebonde er vist en slags krydsning mellem hvad vi danske kaldte højfolk og gårdbo. Han bor i højen, men repræsenterer samtidig den forfader, der grundlagde gården). Med afsæt i en folkevise fra den store brydningstid i 1800-tallet (hør den her) (og / eller her) beskrives og begrædes den evigt uundgåelige negligering af fortidig erfaring og livssyn, og det kulturtab, der nok er et evigt vilkår for liv i al fremadskridende tid, men som med modernismen desværre også synes at have fået en anden og mere fundamentalt ødelæggende karakter.
Gennem trin, der fører dybere og dybere ind i en detaljeret forståelse og erkendelse, præsenteres man for eksempler på hvordan betydningen af betydningsfulde ting og minder efterlades i fortiden, og hvordan man kun med møje kan -kun tilnærme sig; ikke tilegne sig- forgængernes forståelse af de minder, vi så engageret nysgerrigt interesserer os for. Mest på en kuriøs, turistagtig måde; ikke i samforståelse.
Eksempelvis er det umuligt for (de fleste af) os postmoderne mennesker at tro overbevist på at der sammen med det synlige landskab findes et skjult, der helt subjektivt vælger om, og hvornår og hvordan, det vil give sig til kende med sine højfolk, elver, gengangere og andre aktører, der kan gribe aktivt og bevidst ind i menneskelivet.
Derved bliver samtidskulturen afhistoriseret og både de materielle og de åndelige kulturminder bliver legitimt bytte for udnyttelse eller neglekt.
Det kan lyde bagstræberisk og romantiserende, men essayet er ikke naivt; det er dybt reflekterende, og vækker inspiration til selv at analysere videre; også over, hvordan netop ødelæggelsen af de materielle kulturminder kan have haft værdi og mening for aktører i andre omstændigheder.
  En smuk tanke, jeg som gammel ungdomsoprører vil tage med mig, og som styrker min solidaritetsfølelse og aldring, ligger i afsnittet om at ”tradisjon er de dødes demokrati” – hvor haugebonden ”minner oss om att den siste generasjonen tross alt bare er siste ledd av en lang lenke”. Vi er ikke ”sju milliarder unikke og enestående snøfnugg. Det man ser i speilet er tvert imot den kollektive summen av ens forfedre;” Forglemmelsen heraf ”– sier  mer om oss enn vi vanligvis tør reflektere over.” 

…..

Omtalen af bogen Stenminnen har også en tankemæssig dybde, der kan inspirere til overvejelser over vore forgængeres livssyn. Og til den meditative tilstand, fysisk og mentalt krævende kropsarbejde medfører. Jeg havde glemt, hvor god anmeldelsen var (i Lommen 49), og nød at læse den igen – uden forstyrrende farvebilleder og med dejligt stor og rolig typografi.
Selve emnet, smålandske stenmure, ligger klart i forlængelse af de 4 andre sten-artikler, men med den forskel at stenmurene helt overvejende er fra nyere tid. I oldtiden og langt op i middelalder og renæssance var røser, stenstrenge og omkørsel jo tilstrækkeligt, hvad angår sten i selve ageren … ja, og så gode overnaturlige forbindelser, overnaturligvis.
I øvrigt medførte anmeldelsen i Lommen 49 at Lommen-redaktøren foranstaltede et helt lille sten-tema i Lommen 50. Temaet fortsætter (foreløbig så småt) på kulturlandskab.org under læsestof >Sten.

3 af udgavens tekster ligger udenfor litosfæren.
Omtalen af bogen ”Myt och landskap” har et helt andet emne, tid og sigte. Bogen handler om politik og malerkunst i unionstiden 1814-1907, hvor Norge var i Union med (men ikke underlagt) Sverige. Omtalen beskriver meget koncist den politiske historie, og dét kan jo være meget rart for os, der ikke kan den – og de (for mange) svenskere, der iflg anmelderen, Markus Andersson har misforstået det, og tror at Sverige herskede over Norge i perioden.
Bogens attraktion er iflg Markus Andersson især de smukt reproducerede kunstværker, bl a af naturromantikeren Prins Eugen.

En suite på 10 svenske haikudigte og 4 fotos gir lissom et koncentrat af en kort hytteferie eller -helg i smålandsk skovland. Hyggeligt.

Af særlig interesse for NKF er en artikel, hvor forbundet præsenteres og anbefales meget varmt. Forfatteren, Kjell Brevik (se Lommen 50 s 44-47), som ad delvist tilfældige veje er blevet opmærksom og medlem, opfordrer KultOrgs medlemmer til at prøve vort gratis 1. års prøvemedlemskab, og forbinder nogle af linjer fra forbundets formål og stræben, både med nogle filosofiske og nogle handlingsopfordrende overvejelser.
Han tager bl a udgangspunkt i et par forbunds-problematiserende Lommen-artikler i forlængelse af drøftelserne på årsmødet 2012 i Jakobstad, hvor forbundets udviklingsmuligheder og identitet var til debat. Jeg læser i Kjells tekst en interesse for + opfordring til at arbejde i retning af at forsøge at bruge NKF som en hjælp til at komme i gang med at gøre noget praktisk og konkret for kulturlandskabet dér, hvor man lokalt har én af de nødvendige nøgler. Jeg håber, det vækker genklang. NKF har jo faktisk visse midler, der kan bidrage, og gode viljer + et rimeligt netværk med mange stærke ressource-personer.
Hvor mange medlemmer, KultOrg har, og hvilke lande, de findes i, har jeg desværre ikke kunnet finde noget om. Ligesom aktiviteter for medlemmerne ikke er omtalt på deres netsted, http://kultorg.com/ny/

Bjørn Petersen, blogaktør

Nøgleord: , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *