Spændende og kritisk ny bog om naturfredning i Danmark

Kjeld Hansen, som Lommens læsere kender af omtale for flere af hans skarpe og meget vel-researchede bøger, har undersøgt den fredede naturs tilstand i Danmark og med god grund fundet den kritisabel.

 

Kulturlandskab.org bringer her NKF-medlem Sven Thorsens anmeldelse, der giver lidt indblik i, hvad det er, der ligger bag de kritisable tilstande.

(Læs evt også forlagets pressemeddelelse …. og forlagets omtale i øvrigt.)

 

 

­Anmeldelse af Kjeld Hansens bog: Det store svigt. Beretningen om hundrede års naturfredning i Danmark.

Som dansker kan man kun være misundelig over, at alle vore nordiske naboer har så megen og så velbeskyttet natur. Ville man spørge forfatteren og miljøjournalisten Kjeld Hansen, ville han svare, at forskellen skyldes, at dansk landbrug altid har haft magt til at tvinge politikerne til at svigte den danske natur, og bogens indledende afsnit er en forbløffende demonstration af statens manglende troværdighed. For ifølge Miljøministeriet, der i 2015 blev fusioneret med Landbrugsministeriet, skulle der være gennemført ikke mindre end 5.034 fredninger af dansk natur. Men efter en grundig gennemgang når Kjeld Hansen frem til, at det rigtige tal må være 1.843. Og i de følgende kapitler fortæller han, hvordan dette resultat af hundrede års fredningsarbejde slet ikke er nogen særlig effektiv beskytte af naturen. Først og fremmest fordi frivillighed længe har været et bærende princip. Mest i begyndelsen hvor fredningerne helst ikke måtte udløse nogen erstatning og senere med så små erstatninger som muligt. Resultatet blev oftest svage fredninger uden forpligtelser om pleje af den fredede natur.

Det med de svage fredninger skyldes et særligt dansk system, der adskiller sig fra, hvad der gælder i de andre nordiske lande. Kjeld Hansen fremhæver her det svenske system, hvor staten først undersøger, om det er muligt at lave en aftale med grundejeren. Mislykkes dette, køber staten området.

I Danmark gennemføres fredningerne af et uafhængigt Fredningsnævn, der fungerer efter samme princip som en domstol og derfor med en dommer som formand. Dette system betyder, at det er Fredningsnævnet og ikke miljøministeren, der har ansvaret for at fredningen respekteres, og naturen får den nødvendige pleje.

En fordel ved det danske system er dog, at Danmarks Naturfredningsforening siden 1937 har haft ret til at starte en fredningssag. Dermed har denne private forening samme ret som Miljøministeriet og kommunerne. Til gengæld er det en ulempe, at formanden for Fredningsnævnet skal være jurist, der gerne forsøger sig med ”salomoniske” afgørelse, hvor grundejeren helst skal have lige så meget som naturvennerne. Hvad der tit er for lidt for naturen, der også ofte må lide under fredningsdommerens manglende biologiske indsigt.

I bogens historiske tilbageblik fokuseres på, hvor galt det gik i 1933, da landets socialdemokratiske statsminister – presset af den økonomiske krise – indgik et forlig med de borgerlige partier. Her fik bondepartiet Venstre gennemtrumfet et løfte om at staten skulle støtte ”grundforbedringer” med et tilskud på 50 procent til rørlægninger af vandløb, tørlægning af vådområder og – senere – et tilskud på op til 66 procent til inddæmning af lavvandede kystområder – hvad der har medført et enormt tab af dansk natur.

Som et plaster på såret fik Danmarks Naturfredningsforening i 1937 ret til at starte fredningssager. Men skulle der gennemføres en fredning, var man i den vanvittige situation, at staten skulle erstatte landmanden for den statsstøtte, han ville have fået ved at gennemføre ødelæggelserne. En lukrativ praksis, der først ophørte i 1970.

1995 kom endnu et statsligt svigt i form af den ordning, der kaldes ”Miljøvenlige jordbrugserstatninger”, og her har staten siden 1995 udbetalt 2,4 milliarder kroner som en løbende hektarstøtte til landbrugsarealer med stort naturindhold. En både dyr og problematisk ordning, for landmanden er kun forpligtet i et aftalt åremål – oftest 20 år – og vil herefter kunne pløje eller sprøjte hele naturgevinsten væk. Til sammenligning er der i samme tidsrum kun brugt meget små beløb til fredninger, der ville yde naturen en varig beskyttelse. I gennemsnit blot 10,5 millioner kroner om året. ”Nogenlunde det samme som det koster at drive en mellemstor dansk børnehave”, skriver Kjeld Hansen, der ender med at konkludere, at det bedste værn for dansk natur er EU’s forordninger og de private fonde (Aage V. Jensens Naturfond, Fugleværnsfonden og Danmarks Naturfond), der gennem de senere år har foretaget betydelige opkøb af dansk natur.

Den velresearchede, velskrevne og velillustrerede bog er på hele 464 sider og kan på det varmeste anbefales til alle med interesse for natur og naturbeskyttelse. Den udkom oktober 2017 på Gads forlag og koster 400 danske kroner.

 

Bogmærk Permalink.

2 svar til Spændende og kritisk ny bog om naturfredning i Danmark

  1. anna bodil siger:

    Ualmindelig godt indlæg. Tak til Svend. Du bør gå lidt videre ud i offentligheden med det. Hvor mange penge har vi som samfund brugt på ikke at få noget som helst? Desværre er økonomi det eneste sprog de taler på tinge.

  2. mats folkesson siger:

    Tack, Sven, för en som det verkar mycket bra recension (utan att jag är särskilt bekannt med danska förhållanden)! Jag kan ana en kritik av den danska nutidspolitiken, bla jämfört med den svenska, vilket säkert är högst rimligt. Kanske är det så, att en nation så mycket beroende av jordbruket, såväl säd- som animalieproduktion, som Danmark, får svårare att skydda “natur” än Norge o Sverige? Dock är ni å andra sidan mycket bättre på att skydda/bevara äldre, värdefull bebyggelse!
    BB Sven, fortsätt med ditt skrivande och vi ser fram emot din nästa bok! Den förra om Strandjagt var ju oerhört imponerande!
    Bästa hälsningar, Mats Folkesson, Sverige

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *