Landskabspolitik

EU landbrugspolitik (hent NKFs og DLFs fælles indspil her)

EU´s støtteordninger til landbruget og landdistrikterne, de såkaldte CAP-ordninger (CAP står for Common Agricultural Policy) undløber efter planen ved årsskiftet 2020/21. Arbejdet med at udvikle et nyt sæt støtteregler er derfor i fuld gang og skal være afsluttet, så de nye regler kan træde i kraft 2021. Det ligger i kortene, at der skal ske en reduktion af de samlede støttebeløb, bla. p. gr. af Storbritaniens forventede udtræden af EU. Der er også fra landbrugskommissærens side et ønske om at styrke miljø- og klimaindsatsen og generelt at fremme et mere bæredygtigt landbrug.

EU’s landbrugskommission har denne gang ønsket en mere aktiv involvering af interesseorganisationer i de enkelte lande. Den danske Landbrugsstyrelse indkaldte derfor i efteråret 2018 til en serie møder, hvor de enkelte organisationer på et tidligt tidspunkt i processen kunne give deres mening tilkende og evt. senere indsende kommentarer og input til udformingen af de kommende ordninger på EU-niveau. Ordningerne skal efter godkendelse i EU implementeres i de enkelte lande. I den proces vil der uvægerligt ske ændringer og prioriteringer i forhold til landbrugskommissionens forslag. 

Nordisk Kulturlandskabsforbund og Dansk Landskabsøkologisk Forening har et interessefællesskab, når det kommer til at styrke natur- og miljødimensionen i landskabet og lokalbefolkningernes livsbetingelser. De to organisationer satte sig derfor i efteråret 2018 sammen for at udarbejde et indspil til den kommende proces. Hovedtanken er, at støtteordningerne i højere grad skal koble udvikling af de lokale erhverv inden for landbrug, fødevareforædling og f.eks. turisme sammen med naturgenopretning og naturpleje. Læs selv – hent indspillet!

Lukket for kommentarer.