Beite

Fjellbeite i England

Den berømte engelske verdensarv og nationalpark, Lake District har siden bronzealderen været et græsset kulturlandskab. Det består ligesom mange norske steder af fjell og dale (lokalt hedder fjell dog ‘fell’ uden ‘j’), og en del ord og kulturtræk vidner om norrøn indflydelse i vikingetiden.

Jeg har lige læst den engelske fjellbonde James Rebanks bog The Shepherd’s Life (fås også på bl a dansk, svensk og norsk (Sauebondens liv).

Den gir et spændende dobbelt syn på fåreavlens kultur og landskab. Forfattteren er nemlig både uddannet fåreavler (ikke gennem formel uddannelse men gennem sin opvækst; læs evt om det i kort essay om “Naturopdragelse”).
Og uddannet akademiker trods indgroet indpodet mistro og modvilje, ikke bare gennem hele opvæksten men også på og efter universitetet. Dét fremgår meget tydeligt og nævnes mange gange. Hvis man ikke vidste det allerede, kommer man til at forstå at disse (ifølge forfatterens måske nok lidt overdrevne beskrivelser) fattige beskidte voldelige funktionelle stedbundne analfabeter faktisk har endog rigtig god grund til at være stolte over den arv de bærer videre, og over den store og skarpe intellektuelle ekspertise, der ligger i det u-akademiske (og ringeagtede af moderniteten) fysisk hårde arbejde med fåreavlen.
Samtidig skinner det igennem at de lokale alligevel, samtidig med en klar estimering af bondearbejdet som godt (men dårligt betalt), og skolen og bylivet som dårligt (men generelt overvurderet), også nærer en slags benovelse eller beundring over at en af deres faktisk formår at gøre sig gældende i akademia …. (og det viser vel at noget af den overvældende energi i foragten for skole og akademia og myndigheder og alt det urbane, kommer fra psykisk forsvar mod følelser af underlegenhed eller udsathed: Når noget fortrængt gnaver som man nødig vil erkende, har man brug for at afvise det meget kontant og med overdrevne følelser. At se lidt mere nøgternt på det, risikerer jo…..)

Dobbeltsynet er spændende og ét af de bærende temaer i bogen – men det er også spændende at læse om selve arbejdet med fårene; de meget forskellige årstidsbestemte opgaver og udfordringer, og hele kulturen og økonomien og samfundslivet og landskabets forskellige aspekter.

Bogen er struktureret henover årets cyklus: 4 dele, sommer-forår. Men den er også en fremadskridende selvbiografi (med frem- og tilbageblik), fortalt med en fin blanding af markant talende enkeltepisoder og reflekterende forklaringer. Afsnittene er korte (ofte under en side) og veksler både mellem forskellige fortælleformer og mellem forskellige temaer: Landskabs-syn, familjeliv, arbejdet i fjell og fold, livshistorie, naturoplevelse, kulturhistorie, egnsudvikling …. ja, hvordan man nu end vil kategorisere; titlen er ganske dækkende: Man får indblik i mange forskellige aspekter af hans liv som traditionsbærende fårebonde, og som “mønsterbryder” med akademisk bijob som international rådgiver om UNESCO-verdensarv-områder.

Bogens klare storform (årscyklus parallelt med livsforløb) og diverse finstruktur (mange korte afsnit med forskellige emner og fortællemåder) giver tilsammen en meget behagelig (lidt musikalsk-agtig) læseoplevelse, og det er nemt at pausere.

En af anekdoterne er om en biolog inde fra byen, der foreslår faderen en masse tiltag til at styrke ejendommens biodiversitet. Faderen nikker og smiler og bekræfter hele samtalen igennem – til sønnens undren. Faderens forklaring er at den slags mennesker håndterer man bedst ved at snakke dem efter munden, og siden gøre præcis som man plejer.
Det fortæller ikke at biologen holder af natur og bonden ikke gør. Der er også afsnit om vilde dyr og naturscenerier. Fårebønderne kender udmærket deres landskab og hvad der lever i det – det er bare en anden tilgangsmåde; måske især fordi arbejdet med fårene står centralt og stiller måske uomgængelige krav, som man ikke som udenforstående kender. Kunne bonden have forklaret biologen det, så hun forstod det? Måske. Det kommer også an på både begges personligheder og kulturer. Sønnens bog hjælper ihvertfald til at forklare noget. Både om avlsarbejdets konkrete krav og om kulturkløften mellem ….. – Land og by. Tradition og modernitet. Systemverden og livsverden. Oplevelse og læsning. Arbejde og turisme. Lokalt og globalt. Naturalier og papir. Værdier og værdier.

Lake District er berømt som rejselivsdestination. De beskidte bønder, der bærer det videre som åbent kulturlandskab har (især i modernismens tid) ikke fået den ære og anerkendelse af Verden, som de fortjener. Det kender vi jo også fra Norden; ikke mindst Danmark, hvor en stortrend er at natur skal være “vild” for at være god; med uberørt eller “selvforvaltende” som ideal. Og landbrug skal være så intensivt som muligt, koncentreret på nogle højeffektive monokulturstepper. Altså kraftig segregering; altså kultur og natur skal have så lidt med hinanden at gøre som muligt.
De nordengelske fåreeavleres egen kultur har sine egne stærke værdivurderinger, også af landskab og biodiversitet; især med fokus på fåreavlen, som jo i høj grad bidrager til bjerglandskabets enestående karakter.

En anden fortalt episode er fra hans stormfulde ungdom, hvor alt går op i druk, hor og vold. Han og et par kammerater har nær tævet en anden ihjel. Én dør af skader efter slagsmål – med nogle andre, men James kunne nøjagtig lige så godt have været med. Det er én af en række omstændigheder (sammen med bl a driftsøkonomi, kærlighed, ros, flugt ind i læsning og erkendelse af sprogevner) som sporer ham ind på formel uddannelse. Som han beskriver at han hader, men man forstår dog at der også er glæde ved det. Og bedre økonomiske muligheder end i fåreavl alene. Desuden har det gjort ham til en god skribent – også med andet end lige The Shepherd’s Life.

Et sidste pluk fra bogen, men læs den hellere selv og find diue egne: I bogens forårs-del er bonden jo blevet lærd, og fortæller på en anden måde om finkulturen end i starten. Bl a om den elskede børnebogsforfatter Beatrice Potter: Hun var ikke bare en dejlig forfatter, illustrator og naturkender; hun havde faktisk også en fåreflok i det elskede landskab. Og James Rebanks fortæller med glæde at hun faktisk havde stor respekt og kærlighed til erhvervet – og totalt bøjede sig for sin hyrdes større erfaring, selvom hun også selv erhvervede sig stor viden om fåreavl.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *