Nyt om stævning Januar 2023

Hej laug!
Om 1 måned er der igen vinterstævning i Boserup. 5/2 kl 10-ca 13-15 stykker.
Her er lidt nyheder / status som baggrund:

GREJ Siden sidst har vi anskaffet mere grej takket være en ny donation fra “Grønt Guld”.
Bl a fældeøkse, nogle fede save, udtyndingsknive, fældejern og forskelligt tilbehør.
Se lidt af det her: Noget er blevet sendt, andet har Thure hentet på forbivejen, og noget afventer stadig “behandling” i DNs sekretariat, som står for betaling af større fakturaer. Dét drejer sig specielt om nogle lækre save fra legrej.dk

Efter det, skal der bestilles en hel del udtyndingsknive (og stikspader til ærbekæmpelse) hos Bauhaus i Glostrup. Hvis en af jer har tid og lyst til at smutte dér forbi, vil det være meget fint. Jeg synes at cykeltasker og regionaltog trods alt er lidt for bøvlet til det lidt store antal spader mv. Alternativt kan jeg måske overtale Bauhaus til at levere grejet i Roskilde, når nu det er et lidt større parti. Måske.
(Apropos afhentning: Hvis nogen alligevel kommer forbi Legrej.dk i Bakkebjerg (Rågeleje), kan vi spare lidt fragt.)

Fældning af ær Nogle af os har været aktive i vinterens løb. Ikke med at stævne; det kører fast hver første søndag i februar og i november, men med at bekæmpe ær, som er en stor trussel mod naturværdierne i stævningsskoven og i Boserup i det hele taget.
   Jeg har fået specialtilladelse til at hånd-fælde ær på sydvestsiden af “Nattergalestien”, og haft nogle rigtig fornøjelige fældeture. Et par gange endda sammen med andre; det er både hyggeligt og lærerigt, og vil fortsætte. Der indgår også metodeudvikling og nye ideer i arbejdet (både gode og dårlige).

Har du lyst til at være med en gang imellem, så gør 1 eller 2 af disse:
1 Giv besked at du gerne vil på maillisten “ærfældning”. Så mailer jeg, når jeg der er en fældetur – så du kan deltage, hvis det passer ind i egne planer.
2 Tag selv initiativ til en tur: Mail eller ring, så vi kan aftale dato og tidspunkt – og invitere andre på listen.

Ærhug Vi fælder ærerne med høj stub. Det er mest fordi at fældet (og ringbarket) ær er meget livskraftig til at skyde igen. Da vi ikke bruger Round-Up eller andre giftmidler, skal skuddene slås af inden de bliver til ny skov. Det gøres bedst og mest effektiv i opdage- og nå-højde. At det også gør selve savningen nemmere er kun en ekstra fordel.
  Som det ses, skyder ær især øverst i det endnu levede. Altså lige under ringbarkningen eller afhugningen. Desuden snubler man ikke så nemt over stubbe i synlig højde.
  Selve opgaven med at slå skuddene af, er også meget hyggelig. Den kan fint kombineres med fx en fugletur. Det tager tid at gå og opdage skuddene. Her er de lette udtyndingsknive meget velegnede. Også dét er i velkomne til efter aftale. Sammen eller alene.

Træk af ær Den tætte næsten måtte af millioner små ær skal ikke fældes. Når de er små nok til at kunne trækkes op med extractigator, er dét langt bedre, for så kommer der ingen nye skud. Istedet kommer der blottet skovbundsjord. Vi må håbe at især frø af forårsblomster spirer.
  I forvejen hjælper nationalparken Skjoldungelandet med ær gennem et projekt, hvor naturvejleder Louise Liv Holm tager skoleklasser med ud at trække. De får meget fra hånden, og lærer noget nyt. Nogle gange har jeg og andre laugsmedlemmer været med. Meget gode oplevelser. Sig til, hvis du har lyst, enten sammen med Liv og skolebørnene, eller bare med mig eller alene. Grejet er naturligvis til udlån.

Andre ær-efulde metoder? I nogle bevoksninger er ærene for små og talrige til at trækning giver mening. Bl a i Allindelille fredskov og omegn eksperimenteres med forskellige andre metoder. Fx geder i små folde. Slåning og tildækning. Med mere. Der er vistnok ikke konkrete planer om tilsvarende forsøg i Boserup, men Naturstyrelsen er ikke uinteresseret i hvad pokker, man kan stille op for at beskytte biodiversiteten i den for biodiversitets skyld nu urørte skov.

Hjælp udefra? Nationalpark Skjoldungenes Land skal lave ny nationalparkplan og indbyder offentligheden til at sende ideer og forslag. Jeg har skrevet (men endnu ikke sendt) et forslag om at de skaffer midler til et ær-projekt, hvor man på systematisk vis kortlægger problemet i relation til hvor det truer bio-værdier særlig meget, og både får udført konkret bekæmpelse OG sætter eksperimenter igang.
  Måske kan også Boserupgård Naturcenter involveres i nogle ær-opgaver? Der er for nylig blevet ansat en ny leder, som vi må i snak med.
Inden 5/2 kommer en mail mere. Med ønsker om praktisk hjælp, bl a til forplejning d 5/1

Ær-lig Hilsen Bjørn.


																	

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *