D 16 og 19 april var vi nogle hold ude at bekæmpe ær (ahorn) i stykket lige øst for gravhøjen. Dejlige dage med god arbejdslyst, gode drøftelser og flot natur. 7 deltagere den ene dag, 9 den anden.
Vi fik meget fra hånden, og udviklet videre på metoderne.
Ideen med at bekæmpe ær er at hindre dem i at overtage stævningsskoven, som består af blandede træer og buske med overvægt af hassel og ask.
Hvis æren vinder indpas bliver det hele til en ær-ørken: Den er meget frugtbar og danner tætte bestande af sig selv. Det rigtig kedelige ved den er at ikke mange arter samlever ret godt med den. Det bliver monokultur uden variation; selv fungaen (svampene) bliver artsfattig i ær, og både blomster og vedplanter udkonkurreres.
“Æren er det fejreste træ i skoven” siger et gammelt ordsprog. Om det betød ‘ære’ eller ‘ær-træer’ var nok med vilje flertydigt. Veddet er udmærket, og den er nem at dyrke, så på nogle måder er det et godt skovtræ.
. Ikke uden grund indførte forstmanden von Langen den til Danmark. for over 200 år siden, og ikke uden grund har den øgenavnet ‘von Langens fodspor’. Den hænger ved og spreder sig hvor den først er plantet.
I stævningsskoven vil vi have et rigt blomsterflor og en spændende funga. Og et skovbillede, der fortæller skovhistorie om en meget gammel driftsform.
. At resten af Boserup skal være urørt, og derved måske ender som ren kedelig ærskov er nok et problem, men ikke vores.
. Til gengæld har vi rigeligt at se til med at holde “vores” områder fri for ær-smitte.
Vi fælder skoven mens vi dyrker den (det er forøvrigt helt normalt).
Vi prøver os frem med forskellige metoder. Optrækning med extractigator (evt + spade til at løsne rødderne lidt) er super til de ikke for store.
De større har vi fældet en del af i høj højde, så man nemmere kan slå de nye skud af.
…. men vi blev klogere: Jimmy Lassen (som har lavet en masse af dette baggrundsstof) havde erfaret at de mellemstore ikke sætter så mange frø endda selvom de ringbarkes….
…. og skulle de endelig gøre det, så flyver de sjældent så langt, og desuden er de nye små jo netop små. Så alt i alt er besværet nok mindre end besværet ved at skulle holde nye skud nede i årevis.
Så nu er strategien at vi trækker de mindre og ringbarker de større.
De helt store frøkilder (udenfor området) fælder skovløberen.
Ringbarkning “narrer” træerne til at dø
. l a n g s o m t. uden at opdage det før det er for sent. Så sætter de færre sideskud, men i slutfasen ekstra frø.
Det kræver at AL barken fjernes HELE vejen rundt i et BREDT bælte. Ellers vokser den sammen igen og træet dør ikke.
Den, man ser her, skal efter-ringbarkes, selv disse smalle strimler af inderbark er nok. Og et fx 5 cm bredt bælte kan træets kallus (sår-skorpe) nemt vokse hen over.
. Så vi skal ikke frygte arbejdsløshed.
Det er også så heldigt at de ærer, vi ringbarker og extractigerer, det er ikke redetræer. Så vi kan roligt fortsætte forår og sommer igennem uden at ødelægge mere end vi gavner.
Tvært imod, så laver vi en masse kvas. Da vi endnu ikke ved, hvor parcellen med ærerne begynder og slutter, har vi bare lagt det i et par lange bunker.
. Dem skal både fugle og små pattedyr nok blive rigtig glade for.
Vi laugsmedlemmer har stor glæde af forårsskoven og det gode selskab.
Vi regner bestemt med at lave flere arbejdsdage henover sommeren – inden næste åbne stævningsarrangement d 1/11.
