Kyndelmissestævning 2021

OK, en uge senere end kyndelmisse. Men sne, frost og bidende kold nordøstenvind, som vi dog var i perfekt læ for under hele weekendens arbejdstræf i Boserup Stævningslaug.
  Pga pandemi med smittefarlig Corona-virus fordelte vi arrangementet over 2 dage, hver med 3 hold á 5 personer, så 15 forskellige på sikker afstand kunne få oplevelser med at fælde høje slanke elme, hilse på rødhals og syngende ravn, snakke med hinanden og skovgæster på vejen, slide og slæbe og mærke vores kroppe i varierede udfordringer, og træffe en række beslutninger om faldretninger og meget andet.
  Og vi nåede cirka hvad vi havde regnet med, dvs stort set hele resten af parcel 4 (første halvdel tog vi første søndag i november). 

   Det var især lange slanke elmetræer (uden synlige tegn på elmesyge), vi fældede. Og typisk hang de fast i hinandens kroner. (se serien Bosefald 1 og 2. Dejlig slow-movie på samlet ca 9 minutter. Der sker noget hele tiden og spændingen stiger, men der er ingen stress).

Her er lidt billeder og tekst fra lørdag.

Her ses IKKE ravnen sidde og synge næsten lige over os.
Jeg sigter nok for skidt.

Og her ses rødhalsen IKKE sidde på et økseskaft 1/2 m fra linsen, for den flyttede sig som regel lige inden kameraet var skudklart.

Forgrunden her stævnede vi 1. søndag i november. Nu var det sydendens tur.
  Der ser ikke ud til at være ret meget tibage, men der var faktisk tilpas til at alle havde nok at lave, og en smule tilovers.

Ikke kun lange elme; der er også hasler på parcellen.
(Foruden stor ask, eg og kirsebær + lavere vedplanter som benved og tjørn osv.)   
Haslerne stævner vi – de andre buske sparer vi for mangfoldets skyld.

Om lørdagen var der digitalt træf i DNs skovnetværk. Jeg viste rundt i stævningsskoven og fik gode råd via Zoom, bl a om græs, ær og andre naturlige trusler mod mangfoldet af især forårsblomster.

Jeg viste bl a parcel 1, hvor vi har slået især hindbær og brombær (Rubus spp) og håber at lave bål til brandpletsvampe når overvintrende kryb og kravl har rømmet bunkerne.

Vi beså også de nordvestligere parceller, hvor ikke ret meget minder om fredet askestævningsskov.
Hvordan skal vi som stævningslaug forholde os til at lidt over halvdelen af den udlagte stævningsskov faktisk ikke er stævningsskov.
Skal vi plante? Opelske det lidt, der er at bygge på?
Stævne de arealer, hvor forudsætningerne er bedre? Lave helt anden naturpleje (især ær-bekæmpelse-) og hvordan?

Én mulighed er at tage konsekvensen af virkeligheden – og stævne videre på nogle delarealer mod øst og nord, der ikke var med i Teknisk Skoles entreprise, men hvor der er spor efter tidligere stævning.
Disse hasler er mere oprette i det – pga mere skygge. De ligner forvokset stævningsskov. Fredningen angiver ikke stævningsskovens konkrete udbredelse, så måske er det bedre at stævne hvor der er rester af stævningsskov, end hvor der spor efter fx tidligere marker.
Der er meget at overveje.
   Desværre var Zoom-mødet ikke stillet til optagelse (det troede jeg ellers). Ellers kunne andre skovnetværksmedlemmer have set dele af det nu. Det er noget helt andet og mere dynamisk at formidle natur i direkte dialog med nysgerrige og vidende deltagere, end når man bare går rundt og envejs-formidler med illustreret talestrøm. 

De her 2 træer står unægtelig tæt nok til at genere hinanden.
Egen er lavest. Men som en skovgæst sagde: “Om 100 år er kirsebærtræet væk, og egen står der endnu.”

Henrik fik den spændende tanke at ringbarke fuglekirsebærren, så den kan stå og forfalde langsomt og malerisk. Selvom fuglekirsebær ikke er berømt for mange svampearter, kan vi da nok forvente blomme-ildporesvamp. Og måske nogle spættelejligheder i praktisk bofællesskab med det indbyggede insekthotel.

Det bliver spændende, hvordan en sådan bark skal ringes effektivt. Den er tyk og noget af den er dødt – hvor sidder kambiet egentlig i det hele taget på sådan en stamme? Går det i virkeligheden tværs hen over blottelsen?

Søndag tog jeg næsten ingen fotos, men nød istedet at blive rigtig gode venner med den langskaftede huggert / grenkniv her. Utrolig dejligt redskab til mange delopgaver.

Her ses IKKE skovløber Henriks
smarte fældejern med krog og kæde, så han kunne “rulle” en lang elmestamme, der hang temmelig uhjælpeligt fast oppe i denne ege-krone.
Jeg glemte at filme det, men det var så fint: Han kunne “rulle” den fri af egekronens favntag, så den kom bragende ned. Vinden ku ha gjort det samme en anden dag, men det ville være uansvarligt at lade en tung stamme vælte ned uden opsyn og advarsel.

PS: Hvor kommer pælene fra?

Mange af dem kommer fra denne gravhøj nordvestligere ad Snosti. Den må jo ikke ødelægges af kæmpe egerødder, der bryder ind i gravkammeret og smadrer det når de vælter.